28. august 2019: Åbent hus – Velkommen til nye sangere

Kom og syng med i Koret Facett i Taastrup – hver onsdag

Koret Facett byder velkommen til nye sangere – især herrer, men også gerne et par lyse sopraner. Kom og syng med ca. 42 sangglade Facett’er, der synger danske sange, viser, rock, musicals og klassisk og har det sjovt sammen.

Så har du lidt nodekendskab, er du glad for at synge, så kom og hør og syng med ved en sangaften. Vi synger hver onsdag i Taastrup Kulturcenter i Kultursalen kl. 19.00. Der er åben prøveaften den 28. august.

Koret Facett har eksisteret i mere end 40 år og er et blandet kor med godt 42 medlemmer. Vi synger alt fra viser, pop, swing, jazz, musicals til klassisk musik. Så vi når ofte hele paletten rundt i årets løb. Til jul er det både klassisk og julesalmer. I år har vi et indslag med en sopransolist og klassiske stykker af Vivaldi, Bach og Telemann og naturligvis julesalmerne.

Vi har normalt 4-5 arrangementer om året. Vi er på små koncertrejser hvert 3. år, i år var vi i Sverige og har hvert år en korweekend, hvor vi både arbejder hårdt og morer os med lidt fest om aftenen. Vi stræber efter at få udfordringer musikalsk og samtidig have det godt sammen socialt. Vores dygtige dirigent Jann Thornberg har vi haft i 14 år, og han er god til at give os nye udfordringer.

Vil du høre mere, kan du evt. ringe til formand Irene Hansen på 4371 8492.