Søndag 3. juni kl. 15.00: Eversmiling Liberty

Facett synger en usædvanlig og spændende rytmisk koncert i Rønnevang Kirke som led i Taastrups Kultur’en.

Hovedværket er et oratorium af komponisterne Jens Johansen og Erling Kullberg – ’EVERSMILING LIBERTY’ inspireret af Händels oratorium ’Judas Maccabæus’.

Oratoriet opføres med solister og en rytmisk trio med musikere, vi tidligere har arbejdet sammen med.

Glæd jer til en usædvanlig koncert i Rønnevang Kirke søndag kl. 15.00, Taastrup Hovedgade 150, 2630 Taastrup.

Læs her fra de to komponister:

I Eversmiling Liberty har vi ønsket at skrive et stykke, der ikke kræver scenisk aktion, men giver koret en mere central placering. Det er præcis, hvad der ligger i betegnelsen ‘oratorium’: et stykke musikdramatik der “ses med ørerne”.

’Eversmiling Liberty’ følger Maccabæernes frihedskamp. Historien har vi fra Händels oratorium ’Judas Maccabæus’, hvis tekst vi har brugt i bearbejdet form. Denne tekst forekom os at besidde en god del af de dramatiske kvaliteter, vi havde brug for, og på baggrund af det politiske opbrud i verden i begyndelsen af 1990’erne virkede emnet i høj grad aktuelt.

Det er historien om et undertrykt folks kamp for friheden og dets sejr i kraft af klippefast tro, dels på Gud som den egentlige leder af sit folk, dels på sig selv som et enig folk.

Det er en historie, som er rig på stærke følelsesmæssige udtryk – lige bevægende i nederlagets og sejrens stund.